Da jeg kom hjem fra Afghanistan, ramte tomrummet mig for alvor efter et halvt års tid. Det var svært at finde mening i hverdagen, og selv de simpleste ting, som at gå på arbejde, føltes uoverskuelige.
Mine byture blev præget af druk, og jeg begyndte at aflyse aftaler én efter én, fordi jeg ikke magtede at være social. Jeg havde fået en etværelses lejlighed, men følelsen af ensomhed blev så overvældende, at jeg bad mine forældre om at lade mig bo hos dem i en periode. Jeg kunne ikke udholde tanken om at være alene.
Selvom det efterhånden er længe siden, kan jeg stadig huske, hvordan jeg kæmpede med at forstå, hvad der var sket. Jeg brugte meget tid med en gruppe kammerater i en lounge, hvor vi hyggede os med holdet.dk og deltog i konkurrencer. Men jeg følte mig distanceret. Jeg husker tydeligt en aften i metroen på vej hjem fra et event, hvor jeg sad og betragtede mine venner. En tanke ramte mig: "Jeg kender dem ikke mere. De ser ikke længere verden, som jeg gør." I mit sind var det dem, der havde ændret sig – ikke mig.
Min bedste veninde bekræftede dog noget andet. Da jeg spurgte hende, om hun syntes, jeg havde forandret mig, svarede hun uden tøven: "Ja. Du er blevet mere kold og direkte i din adfærd." De ord sad fast i mig. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle tage dem, men et eller andet sted indeni vidste jeg, at hun havde ret.
Billedet er taget i slutning af min mission i Camp Bastion!